Alt tyder på at Helle Thorning Schmidts skattesag snart er overstået, selv om en borgerlig sjæl eller to nok vil forsøge at holde gryden i kog.
Sagens udfald betyder blandt andet, at Helle Thorning Schmidts mand, Stephen Kinnock, får de 250.000 kroner retur, som han indbetalte a conto i løbet af sommeren til dækning af den danske ekstraskat.
Spørgsmålet er så, hvad familien Thorning/Kinnock skal stille op med de penge – idet man let kan forstille sig, at de kommer til at svare på netop det spørgsmål fra en gæv journalist.
Branding- og kommunikationsekspert Claus Buhl mener, at familien bør beholde dem.
– Det er en svær sag. Men det handler og at have ret og om legitimitet. En ting er at have ret til pengene, man skal også have legitimitet. Tidligere generalsekretær hos Dansk Røde Kors, Jørgen Poulsen, havde i sin tid ret til fratrædelsespengene fra organisationen, men han havde ikke legitimitet, da man følte, han tog penge fra små sultne afrikanske børn, siger Claus Buhl:
– Det er ikke tilfældet med Helle Thornings mand. Skat har sagt, at familien har betalt det, de skal, og så er mit gæt, at der er bred enighed om i befolkningen, at de skal beholde pengene. Man kan vel ikke forvente, at de skal betale mere i skat, end de er forpligtet til.
Er det en god idé at donere pengene til velgørenhed?
– Nej. Det er jo ikke penge, de har vundet. Hvis de donerede dem væk, ville pengene begynde at lugte, og så ville man måske få den tanke, at der er noget galt, siger Claus Buhl
Det er kommunikationsrådgiver Jens Frederik Kofoed, tidligere adm. direktør hos Hill & Knowlton og formand for Public Relations Branchen, enig i.
– Ligesom enhver anden familie skal de naturligvis beholde pengene. Det er på tide for hende at komme videre, og det skal regeringen iøvrigt også. Den skal holde op med pinagtigt at holde liv i denne sag, siger han:
– Jeg vil ikke anbefale at de donere pengene til velgørenhed. Det vil være for demonstrativt, og det vil virke for søgt og overskudsagtigt, siger han.
Helle Thorning Schmidt har i dag sendt et brev til de socialdemokratiske partimedlemmer, hvor hun bekræfter, at Skat har frikendt hendes mand i sagen.