I maj 2008 lancerede Carlsberg sin egen web-tv-kanal – også kaldet brand channel – med navnet partofthegame.tv. En online tv-kanal, der hylder fodboldkulturen – både spillere, hold og fans.
I 2008 blev kanalen nomineret til ”Bedste Nye Medie”-prisen for sit innovative koncept og design, og tidligere i år til ”Bedste Web TV”-prisen ved den årlige TV Festival.
Men i dag – halvandet år efter lanceringen – har blot 2.680 personer oprettet profil på sitet.
Og skal man tro websites som Google Trends og Alexa, er partofthegame.tv ikke det mest besøgte site i verden.
Er I tilfredse med det, I har opnået med kanalen indtil videre?
– Både ja og nej. Besøgsmæssigt og i forhold til antal brugere, kunne vi da godt have ønsket os højere tal. Men omvendt havde vi naturligvis heller ikke forventet, at kanalen i løbet af ingen tid ville udvikle sig til en Youtube2. Vi ser det som et interessant eksperiment, et forsøg på at lave et web-medie, som kan involvere og engagere brugerne. Og det forsøger vi hele tiden at blive bedre til, siger Carlsbergs internationale sponsorchef, Keld Strudahl.
Så det er ”learning by doing”?
– Ja, i høj grad. Allerede et halvt år efter lanceringen gik vi ind og justerede på set-up’et ud fra de erfaringer, vi havde gjort os. Og vi lærer hele tiden. For eksempel viste det sig at være sværere, end vi havde troet, at få brugerne til at uploade deres egne videofilm. Desuden gik det op for os, at vi kunne høste flere brugere og besøg ved at indgå samarbejder med andre sites, hvilket vi også har arbejdet videre med. Så vi udvikler hele tiden på kanalen, siger Keld Strudahl.
Læs hele historien i Markedsføring 15-2009, der udkommer i denne uge, med tema om web-tv.