Med sloganet ”Anstændige banker, tak!” tager Forbrugerrådet den alvorlige mine på over for den danske banksektor.
Det sker med en ny kampagne, som introducerer ”pungdyret” – et lille dyr, som bor inden i bankerne, og som ”spiser dine penge, uden du opdager det”.
– Aldrig har der været så mange klagesager, hvor danske forbrugere føler sig dårligt behandlet i deres bank. Derfor har Forbrugerrådet indledt kampagnen Anstændige Banker, Tak!, skriver rådet på sin hjemmeside.
– Vi har valgt at lade det lille pungdyr være et billede på den behandling, alt for mange forbrugere får i deres bank. Med kampagnen beder vi forbrugerne om hjælp til at sætte fokus på de mangler, der er i systemet, så vi får et sæt effektive regler, der beskytter mod uanstændig behandling, siger Rasmus Kjeldahl, direktør for Forbrugerrådet.
Forbrugerrådet har i forbindelse med kampagnen udarbejdet
ti krav til politikerne – og oprettet en
Facebook-side, hvor forbrugerne selv kan gi’ en hånd med og læse mere om, hvad andre har oplevet i banken.