Far og søn, Thor og Christian Stadil, har med sikker hånd etableret et nyt væksthop for deres gruppe af virksomheder, der er samlet i koncernen Thornico.
Sidste år steg omsætningen med næsten en mia. kr. til 2,6 mia. kr., og væksten er skabt på tværs af deres mange selskaber. Ændrede regnskabsprincipper, der som noget nyt medregner salget fra delejede selskaber, forklarer en mindre del af springet.
–Vi prøver at være konservative i vores retorik, så uden at have armene over hovedet kan jeg sige, at 2010 har været et fint år. Der har været organisk vækst i stort set alt, hvad vi har med at gøre, og det er sjældent, at vi oplever det, siger Thornico-ejer Christian Stadil.
Han henviser til modevirksomheden Hummel som en af de store vækstskabere, men der er også gang i forretningerne inden for fødevarer, shipping og ejendomme. Rederiet Thorco Shipping har tidligere været ramt af afmatning, men løftede sidste år omsætningen fra 285 mio. kr. til 509 mio. kr. Et stort underskud i 2009 blev her afløst af et plus på 12,5 mio. kr.