Den amerikanske kemigigant DuPont vil købe Danisco for 6,3 milliarder dollar eller godt 36 milliarder kroner.
Ifølge DuPont vil firmaet betale 5,8 milliarder dollar i kontanter for Danisco, mens de resterende 500 millioner dollar betales ved, at DuPont overtager Daniscos nettogæld.
Danisco, der fremstiller fødevareingredienser og enzymer, oplyser i en fondsbørsmeddelelse, at DuPont har forpligtet sig til at afgive et købstilbud på alle Daniscos aktier på 665 kroner per aktie, der hver har en nominel værdi på 20 kroner. Det svarer til en præmie på 25,5 procent i forhold til slutkursen fredag på 530 kroner.
Købstilbuddet, der anbefales af en enig bestyrelse, vil blive givet, så snart Finanstilsynet har godkendt handlen.
Business.dk