Koldskål og risalamande bliver stadigt stærkere sæson-sællerter på det danske marked. I sommer strømmede den kølige koldskål ud fra mejerierne, hvor produktionen kørte i døgndrift for at kunne følge med efterspørgslen fra de sommervarme danskere. 2006 blev alle tiders største koldskåls-år med et samlet salg på godt 13.000 tons – en stigning fra sidste år på omkring 40 procent.
Og nu er det så tid til risalamanden, som, Arla forventer, vil vokse 5-10 procent i forhold til 2005, der også var et vækstår, 7 procent, i forhold til 2004.
– Risalamanden kommer ud allerede nu, fordi butikskæderne gerne vil have den. Vi havde egentlig først planlagt, at have den klar hen mod slutningen af oktober, men når efterspørgslen er der, så er vi selvfølgelig parate til at levere, siger Torben Mortensen, der er driftsleder på Slagelse Mejericenter. MSOL