Fra og med i dag kommer der ny boller på titel-suppen hos verdens største annoncør, Procter & Gamble.
Virksomheden, som står bag massevis af kendte brands, som fx Pampers, Tampax, Duracell, Gillette, Ariel, Oral-B og Old Spice, har således ifølge nyhedssitet adage.com besluttet, at Marketing Directors fremover skal bære titlen Brand Directors.
Beslutningen kommer som konsekvens af en organisatorisk ændring, som P&G foretog tidligere i år, og som erstattede ordet ”marketing” i organisationsdiagrammet med ”brand”.
Ikke fordi man hos P&G mener, at begrebet marketing som sådan forsvinder. Derimod mener man, at titlen ”Brand Manager” i højere grad afspejler det bredere ansvarsområde, der følger med jobbet i dag. Og det vil i P&G-sammenhæng sige brand management, analyse/research, PR/kommunikation og design.
Men er det varm luft, en sludder for en sladder og gammel vin på nye flasker?
Eller er det en naturlig titelmæssig udvikling i branchen – på linje med den udvikling, som verdens største kreative festival og awardshow, Cannes Lions, har gennemgået over en årrække.
Fra 1954 til 1992 var der fx kun én award-kategori, Film. I 1992 kom Press- og Outdoor-kategorierne til, og siden er det gået stærkt med Direct, Cyber, Mobile, Branded Content, Design og senest også Product Design, og i dag er festivalen en mange-facetteret, kreativ festival – et spejl af branchen, som Lions-ledelsen siger.
Så måske er skiftet fra marketing director til brand director hos Procter & Gamble i virkeligheden meget naturligt?
Manden bag titel-bytteriet hedder Marc Pritchard, og han kalder sig i dag Global Brand Building Officer –tilbage i 1993 blev han en af Procter & Gambles første Marketing Managers.
Det blev han, da virksomheden dengang besluttede sig for at skille sig af med de gamle titler som advertising managers…