Fredag traf borgmester Jacob Bundsgaard og hans byråd en modig beslutning: De sagde farvel til sloganet ”Aarhus – Danish for progress.”
Sloganet blev udviklet i 2011 af de to London-baserede konsulentfirmaer Goosebumps Branding Agency og Global Cities, fordi de århusianske politikere ikke mente, at ”Smilets by” var tilstrækkeligt effektivt længere.
Effektivt?
– Aarhus er i dag i konkurrence med byer i hele verden, når det gælder om at tiltrække og fastholde de talenter, gæster, studerende, forskere og virksomheder, som er grundlaget for den fremtidige vækst og velfærd i Aarhus, sagde den nyudnævnte borgmester Jacob Bundsgaard ved lanceringen.
– Derfor er det helt nødvendigt, at Aarhus i de kommende år arbejder målrettet på at øge sin kendskabsgrad uden for Danmarks grænser. Verden skal simpelthen vide, hvad vi har at byde på.
Sloganet virkede desværre ikke, trods den ene million kroner, århusianerne investerede i konsulentydelserne. Men skidt med det, nu er ”Smilets by” tilbage som et brugbart alternativ. Sammen med nogle af de ord, der blev tilbage efter brainstormingen med konsulenterne: ”With Aarhus” er anvendeligt for at signalere et partnerskab med byen.
Som en krølle på halen skal det nævnes, at Jacob Bundsgaard egentligt også hedder Johansen, men at borgmesteren ikke længere anser det nødvendigt at bruge sit andet efternavn.