Et endegyldigt farvel til alle internetreklamer på alt fra tablets og smartphones til pc’er og tv-apparater?

Den mulighed lyder i almindelige forbrugeres ører formentlig som paradis på jord, mens andre – fx medier, som finansierer alt det dejlige gratis på nettet ved netop at bringe reklamer – til gengæld næppe vil være lige så begejstrede.

Men kan det overhovedet lade sig gøre?

Ja, det mener i hvert fald to amerikanske iværksættere, Chad Russel og Charles Botkus, som grundlagde deres firma AdTrap i en af USA’s mest kendte tech-byer, Palo Alto, sidste år.

Målet var at udvikle en ”dims”, som – hvis man kobler den til sit hjemmenetværk – kan fjerne alle internetreklamer fra samtlige husets smartphones, tablets, tv-apparater og computere.

Og nu skulle de første ordrer på AdTraps være på vej ud til forbrugerne. Ifølge businessinsider.com til en pris af 139 dollar.

Mon den virker?

De to iværksættere har, skriver nyhedssitet, finansieret projektet via crowd funding-sitet Kickstarter – et site, hvor i princippet alle og enhver kan bede net-brugere i hele verden om at støtte deres projekter økonomisk.

AdTrap-projektet havde sat 150.000 kroner som mål, men hentede over 200.000 dollar ind over de 30 dage, det kørte.

Ifølge firmaets Facebook-site har enkelte allerede modtaget dimsen og hævder, at den virker, mens andre tilsyneladende stadig venter i spænding.

Under alle omstændigheder har tingesten pustet nyt liv i en debat om nettets fremtid. Facebook, YouTube, Spotify og millioner af andre sites – herunder naturligvis nyhedsmedier – lever blandt andet af at sælge reklamer til annoncørerne.

Og kan man forstille sig, at de vil lægge sig fladt ned? Næppe. Så viser det sig, at tingesten virker, som den påstår den gør, kan det blive særdeles interessant at se, hvad der kommer il at ske.

AdTrap’s Chad Russel har formentlig også forudset, at hans opfindelse kan give en smule ”støj” – under alle omstændigheder har han ifølge den amerikanske tv-station CNN allerede hyret et advokatfirma til at hjælpe med ”potential fallout”, som den slags hedder.

Du kan besøge firmaets hjemmeside her

Og se et indslag fra CNN om AdTrap her.