De fleste kender til bunken af blanketter og papirer, der hober sig op på skrivebordet.
Med en ny cloud-tjeneste forsøger Adobe imidlertid at digitalisere omgangen med papirdokumenter ved at integrere en række services, der gør det muligt at oprette, læse, godkende og underskrive dokumenter, som bliver tilgængelige i skyen fra ens desktop computer eller mobile enhed.
En helt ny version af det velkendte Acrobat-software er krumtappen i Adobes netop offentliggjorte tredje ”sky”, Document Cloud, der bl.a. kommer til at understøtte Creative Cloud og Marketing Cloud.
Document Cloud giver således virksomheder mulighed for at arbejde fleksibelt med kontrakter, der er synkroniseret med dokumenter i Creative Cloud, og samtidigt giver mulighed for at underskrive dokumenter digitalt.
Dermed bliver fysiske dokument mere eller mindre overflødigt, og med tjenestens e-Sign service fuldt integreret til Adobed Experience Manager er vejen reelt banet for en glidende kundeoplevelse på tværs af web- og mobilsider.
Desuden bliver muligt at scanne fysiske dokumenter med sin smartphone og herefter konvertere dokumenter til digitale filer, som herefter bliver muligt at redigere og måske videreudvikle til nye formularer, som bliver gemt i skyen.
– Man har i mange år talt om det papirløse samfund, selvom brancher som film-, tv- og musikindustrien for længst er gået over til digitale formater, og alligevel holder vi fortsat fast i det gammeldags analoge papir-format. Derfor vil vi gerne skubbe til udviklingen og brugen af ny teknologi til at lette arbejdsgangen med forretningskritiske dokumenter, fortæller Jenny Höglund, marketingchef for Document Cloud-division.
Det betyder med andre ord, at dokumenter som skøder og virksomheders kontrakter bliver fuldt digitaliseret og tilgængelig fra enhver enhed med forbindelse til internettet.
– Det har tidligere været en udfordring, når dokumenter skulle underskrives, fordi det ofte indebar, at de blev printet og derefter indscannet. Det var altså en proces fra pdf til papir, og tilbage til pdf. I en tidsalder, hvor vi som bekendt anvender NemID og mobilbetaling virker det som et fortidslevn. Med vores nye tjeneste får alle nu mulighed for at underskrive direkte fra en digital enhed, forklarer Jenny Höglund.
Ifølge nye tal fra IDC bliver 80 pct. af al dokumentarbejde fortsat håndteret som fysiske dokumenter, og undersøgelsen hævder endvidere, at medarbejdere bruger mere end en tredjedel af deres arbejdstid på at papirnusseri frem for reelt arbejde.
Ydermere vurderer IDC, at virksomheder vil kunne øge omsætningen med 36 pct., reducere omkostningerne med 30 pct. og reducere aftalebrud med 23 pct. ved at digitalisere omgangen med papirdokumenter.
– Der er en generelt tendens til, at alle organisationer lider under ”document disconnect”. Det resulterer både i store forsinkelser og fejl på tværs af forretningskritiske funktioner, hvad enten det er salgskontrakter. fakturaer, indkøbsrekvisitioner eller ansættelseskontrakter. Alt sammen påvirker omsætning, forretningsaftaler, produktivitet og kundeoplevelse negativt, fastslår Jenny Höglund.
Den nye cloud-tjeneste ventes at blive tilgængelig i løbet af det næste måneds tid, og den velkendte Acrobat-software vil både blive solgt som både abonnement og som enkeltlicens.