Et af bryggeriet Royal Unibrews stærkeste brands, Faxe Kondi, udvider nu bureaupaletten med et digitalt bureau.
Valget er faldet på Subsero, der i fremtiden skal varetage rollen som digital rådgiver på strategisk og kreativt niveau, og som sammen med de eksisterende partnere lige nu arbejder på udrulning af 2016-planen, der skal sikre, at Faxe Kondi når de opstillede mål.
– Ét af vores mål for 2016 er bl.a. en stærkere digital tilstedeværelse, der skal afspejle målgruppens medievaner, og her har Subsero kvalificeret sig ved at præsentere os for solide idéer, der rimer på digitale kanaler som eksempelvis mobile. Vi glæder os til samarbejdet og til at se vores platform ”Når der går sport i den” udfoldet digitalt, siger Rikke Lerhøj, der er marketingchef for energi- og læskedrikke hos Royal Unibrew.
Hun tilføjer:
– Vi har nu samlet holdet omkring Faxe Kondi og fået et sæt spillere, der for os at se er blandt de bedste inden for deres respektive områder. I Subsero har vi fået en yderst kvalificeret samarbejdspartner på det digitale, som har bevist, at de forstår vores forretning, og samtidig kan præsentere os for de helt rigtige indsigter i vores Faxe Kondi-målgruppe.
Et styrket bureau
Med Faxe Kondi og Royal Unibrew på kundelisten oplever man hos Subsero, at et større fokus på egne styrker og en øget new business-indsats begynder at give resultater:
– Vi har længe leveret gode resultater for vores kunder, og det har vi et ønske om også at gøre for nye kunder. Derfor satte vi os ned i starten af 2015 og lagde en strategi for udbredelsen af kendskabet til Subsero, vores arbejde, vores resultater og ikke mindst vores tilgang til moderne marketing, siger Brian Schøler, der er kontaktchef hos Subsero.
Han tilføjer, at det har været ”en lang rejse med et øget fokus på vores kerneforretning og ikke mindst masser af interessante kaffemøder med nye mennesker på både kunde- og bureausiden”.
– Indtil videre er vores indsats resulteret i et spændende samarbejde med Royal Unibrew, og vi glæder os til den nærmeste fremtid, hvor vi kan løfte sløret for flere nye kunder, siger han.