Det er et årelangt samarbejde, der har fundet sin afslutning med Bryggerigruppens beslutning om at placere relanceringen af Faxe Kondi Light hos BBDO. Samarbejdet med Bates/Red Cell har ellers været meget succesrigt og ført til etableringen af en af Danmarks stærkeste mærkevarer.
Underdirektør Janne Moltke-Leth, der har ansvaret for Bryggerigruppens markedsføring, understreger, at man har været meget glade for samarbejdet med Bates/Red Cell, og at Ramlöse også fortsat ligger hos bureauet.
– Men vi synes alligevel, vi ville have friske øjne på, siger Janne Moltke-Leth.
Valget af BBDO er sket uden bureau-konkurrence eller sonderinger. Bryggerigruppen kender BBDO, fordi markedsføringen af Royal fulgte med over til BBDO, da bureauet overtog Leise & Co.
– Jeg er selv ny i jobbet, så i stedet for at skulle indarbejde et nyt bureau, valgte vi at placere lanceringen af Faxe Kondi Light hos et bureau, vi kender, og hvor vi har haft et rigtig godt samarbejde omkring Royal. Det er rigtigt, at Royals placering hos BBDO skyldes historiske årsager, men i dag foregår samarbejdet med BBDO, og placeringen af Faxe skyldes ikke historiske årsager, siger Janne Moltke-Leth.
Hun fortæller videre, at det foreløbig kun er lanceringen af Faxe Kondi Light, der er placeret hos BBDO, og at man senere skal tage stilling til, om samarbejdet skal fortsætte.
Hos Bates/Red Cell kan man trøste sig med, at bureauet har fået flere nye kunder – bl.a. Skanska som omtalt på markedsforing.dk i går. fin