Da overtegnede altid har været lidt af et boldgeni, så har frygten for at havne på den kolde bænk og få splinter i siddetrolden aldrig fyldt det store i bevidstheden…

Og dog. Det er blevet til et par minutter på bænken i ny og næ. I virkeligheden tilhører jeg nok den store del af den danske befolkning, der er henvist til at følge med i tophåndboldens mere intense taktiske finesser fra tv-skærmen eller tilskuerpladserne.

Det er også OK, da det trods alt har været uden for banen, at Ulrik Wilbek, Anja Andersen og andre koryfæer har fået massiv tv-tid, når de rødmossede og med bævende stemmer talte med særdeles store bogstaver – eller håndtegn – fordi spillere eller dommere skulle opildnes til at yde en ekstra indsats.

Det har Royal Unibrew-brandet Faxe Kondi Booster også iagttaget, og nu har brandet indgået en sponsoraftale, der bringer Danmarks næststørste bryggeri helt tæt på Mikkel Hansen, Kasper Hvidt og resten af de danske Champions League-bejlere fra håndholdklubben AG København i de næste tre år.

Kasi-Jesper jubler

Bannere for energidrikken kommer således fremover til at præge udskiftningsbænkene på AG Københavns hjemmebane. Hvad sponsoratet indebærer i kroner og ører, ønsker aftalens parter ikke at afsløre.

– Faxe Kondi har siden lanceringen i 1971 været forbundet med dansk eliteidræt, og for os er AG København et af fyrtårnene på området, hvorfor et samarbejde mellem Faxe Kondi og AGK er helt oplagt. Da muligheden opstod for branding på udskiftningsbænkene hos AG København, syntes vi, at det passede perfekt til vores nye energidrik Faxe Kondi Booster. Bænken er jo stedet, hvor træneren skal holde hovedet koldt. Og det er her spillerne får tanket ny energi.

– Vi er rigtig glade for den aftale, vi i dag har indgået med AG København og ser frem til et spændende og langvarigt samarbejde – og med nogle Faxe Kondi Booster i baghånden, mon så ikke drengene kan tage andet stik i Barcelona og kvalificere sig til Final4, siger Kirsten Roding, senior brand manager for Faxe Kondi siger:

I AG København glæder de sig også over sponsoraftalen:

– Det er en aftale, som vil gøre Faxe Kondi meget synlig i forbindelse med vores kampe og som vores spillere også kommer til at nyde godt af. Samtidig er det en aftale, som kendetegner den udvikling, AG København er inde i på sponsorområdet: Større og længerevarende aftaler med nationale brands, som deler vores værdier omkring glæde, mod og viljen til at være bedst, siger klubejer Jesper ”Kasi” Nielsen.