Den danske advokat Eli Heckscher med kontor i Stenløse har ifølge det amerikanske forbundspoliti FBI været så vigtig en nøgleperson i en omfattende amerikansk sag om investeringsfusk for et trecifret millionbeløb, at danskeren nu bliver tiltalt.
Ifølge anklageskriftet, som dagbladet Børsen er i besiddelse af, mener FBI, at Eli Heckscher bevidst har hjulpet det amerikanske ægtepar John og Marian Morgan med at suge 26 mio. dollar, svarende til cirka 137 mio. kr., ud af en lang række amerikanere, som troede, de investerede i et lukrativt investeringsprojekt.
I virkeligheden eksisterede investeringseventyret ikke, og investorernes penge, som amerikanernes danske advokat Eli Heckscher modtog og satte ind på sin klientkonto i Danske Bank, blev siden flyttet tilbage til blandt ægteparret Morgans egne konti, hvorfra de blev brugt til at betale alt fra strandvejsvilla i Florida til privat spillegæld, mener FBI.
Børsen