F.C. København er stukket af i Superligaen, og nu er Københavns i øjeblikket mest succesrige fodboldklub også trådt et skridt fremad på nettet.

FCK er således i luften med et relanceret website, der ændrer sig alt efter, hvad der sker lige nu i klubben.

– Vi har gået efter at skabe en ny forside på sitet, der bedre afspejler hverdagen i klubben, så vi tydeligt kan markere, hvad der er væsentligt. Det vil sige kampoptakter, breaking news eller dagligdagshistorier, der er værd at fordybe sig i, siger Kasper Munk, Online Manager hos F.C. København.

– Det nye site vil i høj grad fokusere på de kampe, som vi spiller, og brugerne vil opleve at sitet skifter fokus jo tættere vi kommer på kampene. Det betyder, at det bedre afspejler den måde, vi alle også ”lader” op til kampene på, siger han.

Fans med på råd

Det nye site er bl.a. blevet realiseret efter at have inddraget brugerne af FCK.DK i processen.

– Vi har gjort meget ud af at inddrage vores fans i arbejdet med sitet, og vi har været meget taknemmelige for den input, vi har modtaget. For de fleste vil det formentlig kræve en del tilvænning, men vi er sikre på, at man i længden vil få meget mere ud af det nye site, fortæller Kasper Munk.

Derfor byder det nye site også på en opdateret version af live-dækningen af FCK’s kampe, så de fans, der ikke har mulighed for at overvære dem live, også får en fornemmelse af at være til stede under kampen.

Dertil kommer eksempelvis et nyt newsfeed, eller feed-funktion, der skal gøre det lettere for brugerne af sitet at overskue, om de er gået glip af noget, siden de sidst besøgte FCK.DK, siger Kasper Munk.

Der vil i nærmeste fremtid også blive lanceret en tilpasset version af websitet til smartphones, ligesom der vil komme tættere integration til sociale medier, heriblandt Facebook.
Ja, for det mangler vel lidt i dag?

– Nej, der er allerede nu en tæt integration til bl.a. Twitter og Instagram på sitet, så vores fans og spillere kan bidrage med nyheder og kommentarer, men det bliver endnu mere fremover, slutter Kasper Munk.