Her kort inden forårssæsonen i superligaen fløjtes i gang har superligaklubben FC Midtjylland oprustet på sponsorsiden. FCM vil som en af de første fodboldklubber i Europa præsentere LED-bander i 1,30 meters højde i 200 meters tv-vinkel rundt om fodboldbanen.
At FC Midtjylland er de første i Europa med de nye mega LED-bander skyldes, at udbyderen ProShop Europe ønsker at benytte MCH Arena som showroom, hvor de kan vise nyheden til de andre interesserede klubber fra hele Europa.
Indtjeningspotentialet i de nye LED-bander er stort, lyder vurderingen.
– De nye LED-bander, der er 35 procent højere end de hidtidige, og giver unikke betingelser for eksponering. Animationsmulighederne er langt bedre ved de nye bander, og de giver et meget mere “rent” udtryk. Med 1,30 meter i højden og 200 meters længde taler vi om en eksponeringsflade på hele 260 kvadratmeter – i 90 minutter. Det giver en hidtil uset dominans i tv-billedet og effekten bliver langt større end andre klubbers konventionelle eksponering, siger FC Midtjyllands storkundechef Kent Hairing.
Banderne kommer til at erstatte nogle af de faste bander på stadion, men det nye initiativ forventes at øge omsætningen på bande-annoncering. Fuldt tegnet forventes de nye LED-bander at generere en omsætning på mere end 15 millioner kroner årligt. Priserne for eksponering på FCM’s nye LED-bander varierer fra kr. 45.000 til kr. 300.000.
LED bander er lysdiode-baseret eksponering, der giver rig mulighed for at vise levende billeder på banderne. De nye LED-bander bliver opstillet langs den ene langside og langs halvdelen af hver baglinje, hvilket svarer til en tv-vinkel på 200 meters længde og en samlet flade på 260 kvadratmeter
Der er foreløbigt intet, der tyder på, at andre superligaklubber går med tanker om at investere i de nye og større LED-bander, lyder det fra de involverede parter.