FDB er parat til at lukke en ekstern partner ind i ejerkredsen bag dagligvare-koncernens reklamebureau, som netop har skiftet navn fra Reklametjenesten til Republica.

Navneskiftet er synliggørelsen og markeringen af, at bureauet nu er færdig med en langvarig intern strategi-proces, og er parat til at markedsføre et stærkt fokuseret koncept, der retter sig mod detailhandel og kædemarkedsføring på nordisk plan.

– Vores strategi er så ambitiøs, at vi har brug for en international partner med henblik på at lette indgangen til andre markeder og adgangen til kompetence og erfaring. Det er derfor netop besluttet at sondere mulighederne for at finde en sådan partner, som muligvis kan få lov til at købe sig ind i bureauet, lyder meldingen fra adm. dir. Jens Thrane-Møller.

Han siger videre, at modellen for en sådan handel fortsat står helt åben – både hvad angår størrelsen på ejerandel og på tempo i forhold til selve processen at gennemføre en handel.

– Der er dog ingen overvejelser om, at FDB ikke fortsat skal spille en rolle i ejerkredsen, understreger Jens Thrane-Møller.

Republica i Danmark ejer sammen med Grey-koncernen Republica i Norge, og Jens Thrane-Møller nævner Grey som en mulig partner, men understreger samtidig, at alt er åbent.

Han erkender videre, at en eventuel handel vil medvirke til at fjerne det element af sikkerhedsnet, som historisk har kendetegnet bureauet. Hvis FDB skulle fjerne sine reklamebudgetter fra bureauet, har det indtil nu været lig med en lukning.

– Det er en helt naturlig udvikling. FDBs procent-andel af vores omsætning er faldende i takt med at det lykkes at udvide kundekredsen – vi har netop fået Carlsberg/Tuborgs below-the-line aktiviteter og arbejder herudover for 2tal og Coop i Norge samt har opgaver bl.a. Post Danmark og Amnesty – og vores fremtid skal bygge på, at vi har en kompetence, der gør os konkurrencedygtige. Det er også sådan, vores bestyrelse ser på det. Coop Norden er ved at blive dannet gennem fusionen mellem FDB, Coop Norge og den svenske kooperation, og på et eller andet tidspunkt skal denne nye store nordiske dagligvare-virksomhed beslutte, hvordan dens reklamebudgetter skal håndteres. Selvom vi nu arbejder for FDB i Danmark og Coop i Norge, så er intet givet. Hvis vi skal være bureau for Coop Norden, så skal vi gøre os fortjent til det, siger Jens Thrane-Møller.

Han udlægger målene for de næste to år således: der skal være sket en markant ændring i omverdenens holdning til bureauet, arbejdspladsen skal betragtes som attraktiv, således at man kan tiltrække de dygtigste, der skal være sket en betydelig kompetence-opbygning, nye kunder skal være kommet til, og det nordiske netværk skal være en realitet. Det betyder, at der skal være etableret et bureau i Sverige.