Syv medieforeninger besluttede tirsdag på en stiftende generalforsamling at etablere en fælles brancheorganisation for danske medier.

Det er samtidig et farvel til eksempelvis Foreningen af Danske Interaktive Medier, FDIM, der i en årrække har kæmpet de digitale mediers politiske sag herhjemme.

Organisationen Danske Medier kommer til at rumme godt 1.100 medier udgivet af knap 500 virksomheder samt en række tilknyttede virksomheder.

Adm. direktør og ansv. chefredaktør for Nordjyske Medier, Per Lyngby, blev valgt som foreningens første formand.

Foreningens formål er at varetage mediernes politiske interesser, og foreningen planlægger kursus- og konferencevirksomhed. Derudover forbliver arbejdet med at måle og analysere danskerne forbrug af de enkelte medier en vigtig opgave.

Initiativet til foreningen blev taget af Danske Dagblades Forening sidste sommer.

De syv foreninger, der stiftede Danske Medier, er Danske Dagblades Forening, Foreningen af Danske Interaktive Medier, Danske Specialmedier, Dansk Magasinpresses Udgiverforening, Ugeaviserne, Radioerne og Digitale Publicister.