Da jeg var dreng, var sodavand en luksus, som vi fik lov at nyde en gang om ugen. Vi var jo trods alt i et middelklasse-miljø. Dengang var der heller ikke bilkøer foran skolerne med forældre, der skulle sætte deres børn af. Vi gik eller cyklede.
Nu handler dette ikke om de gode gamle dage, og at verden er af lave. Eksemplet skal blot illustrere, hvordan vores livsstil har ændret sig på 40 år. Velfærden er øget markant. De unge har rigeligt med penge til at købe halve og hele liter cola hver dag. Plus slik. Plus wienerbrød i frokostpausen. Og alle andre har også midler til at købe alle de usunde varer i et omfang, som ikke var muligt for 40 år siden. Plus fastfood, fordi vi har en fortravlet hverdag, hvor vi transporterer os rundt på fire hjul selv når vi bare skal rundt om hjørnet for at købe ind. Hertil kommer, at stadigt flere har stillesidden de arbejde.
Dette er selvfølgelig ikke den fuldstændige forklaring på de tiltagende fedme-problemer. De er en kompleks problemstilling. Men der er heller ingen tvivl om, at den moderne livsstil, som velfærdsudviklingen har skabt, udgør en god del af problemet. Og netop derfor er det så kompliceret et problem at forholde sig til. Meget sværere end tobak, som vi jo grundlæggende sagtens kan leve uden.
Der er nemlig en meget banal årsag til, at forbruget af “usunde” varer og stimulanser er så stort. Det er dem, der forsøder tilværelsen. Den store udfordring for de fleste er, at vi skal lære at håndtere den ubegrænsede adgang til overforbrug. Vi skal lære at håndtere den store velfærd med sund fornuft. Og de fleste af os ved det godt. Overvægt er ikke en ny problemstilling og det er faktisk temmelig mange år siden, kalorie-tælling blev sat på dagsordenen.
Men hvad er egentlig sandheden? Der er mange kalorier i sukker. Men feder sukker? Ja, hvis man har et overdrevent forbrug. Men hvad er et overdrevent forbrug? Er det ens for alle? Feder sukker mere end en fuldfed ost? Eller sødmælk? Fibre er sundt, men kerner i rugbrød øget fedtindholdet.
Dilemmaer er der nok af, og det komplicerer mulighederne for at markedsføre enkle budskaber om fedme. I bund og grund kommer det til at handle om sund fornuft og evnen til at både variere forbruget og holde en fornuftig balance.

Formynderi preller af

Sundhedsfreaks kan helt sikkert komme med mange korrekte løsninger, men forsøger man at ændre vores livsstil grundlæggende, så preller budskaberne af.
At skyde på markedsføringen af usunde føde- og drikkevarer vil være en så grov forenkling af problematikken, at det mere end noget andet ligner de frelste budskaber fra sundheds-freaks. Selvfølgelig kan man finde enkelte elementer i markedsføringen, som er uhensigtsmæssige, men grundlæggende er holdningen et udtryk for en gammeldags formynderisk holdning, hvor man tror, at man med forbud kan regulere folks adfærd.
Fokuseringen på markedsføring er også ude af trit med det faktum, at vi lever i et markedsøkonomisk samfund, hvor konkurrence er en væsentlig grundpille. Den velfærd, vi har opnået, er et resultat af den økonomiske tænkning i vores samfund. Fedme er en bivirkning af velfærdsudviklingen.
Der er ingen tvivl om, at fedme er et seriøst problem, som alle parter i samfundet skal forholde sig til og gøre noget ved. Men det nytter ikke at diskutere løsninger, som indebærer en ændring af de grundliggende strukturer i samfundet. Samt en ændring af de grundliggende drivkrafter hos mennesker.
Markedsføring er en naturlig del af en konkurrencepræget økonomi. Og konkurrence er med til at skabe velfærd og økonomisk udvikling.
Uden denne grundlæggende erkendelse, kører debatten om fedme af sporet. Og det samme gør løsningerne så også.
Men når alt dette er sagt, så må erhvervslivet også erkende, at denne form for argumentation meget let bliver opfattet som defensiv. Hvis debatten skal skubbes det rigtige sted hen, så nytter det ikke at gemme sig. Virksomhederne skal ud af hullerne og offens ivt præge både debat og udvikling. Ellers kommer andre til at sætte dagsordenen.