Den amerikanske NFL-finale – Super Bowl – som løber af stablen på søndag, ventes at kunne tiltrække omkring 100 millioner seere alene i USA.
En sportsbegivenhed ud over det vanlige – men også en reklamebegivenhed ud over det vanlige.
De årlige Super Bowl-spots er omgivet af enorm hype, og selv om priserne på sendetid er faldet i år, så koster det stadig en annoncør i omegnen af en 12-13 millioner kroner at være ”på” i blot 30 sekunder.
Og det kan der jo så godt spekuleres i, mener Martin Franks, der er vicedirektør hos CBS Corp. , tv-netværket, der i år skal sende finalen.
Han siger lidt syrligt til Reuters, at annoncørerne efterhånden kan få næsten lige så meget ud af at få et spot afvist af tv-stationen, og så efterfølgende benytte sig af PR til at gøre opmærksom på det, som de får ud af at få det vist under kampen.
– Der er ved at opstå en hel ”under-industri” af forsøg på at udnytte afvisningerne, siger han.
Men ifølge marketingprofessor Tim Calkins fra Northwestern University’s Kellogg School of Management er det oplagt for annoncørerne at udnytte situationen, hvis en reklame bliver afvist.
Han mener derimod, at tv-stationerne selv bør se at få mere styr på deres retningslinjer for godkendelse i stedet for at pive over, at afviste annoncører skaber professionel PR.
– Fremover komme vi til at se flere og flere grupper, som vil bruge Super Bowl til at tale for en bestemt sag, så tv-stationerne er nødt til at være helt klare i spyttet, når det gælder deres retningslinjer for godkendelse, siger han.
Retningslinjerne har flere gange tidligere været under beskydning, og således også i år, hvor CBS har fået på puklen for at tillade en reklame, der er sponseret af en konservativ kristen gruppe ved navn ”Focus on the Family”.
Reklamen har abort-fjendtlige budskaber, hedder kritikken fra en række kvindegrupper.
Andre har fået afvist deres reklamer – herunder internet-domæne-virksomheden
GoDaddy, som glad og gerne fortæller om det på sin hjemmeside – men også jobsitet CareerBuilder.com og bøssedating-sitet Mancrunch har fået afvist reklamer.
Annoncørerne bag de afviste reklamer nægter naturligvis at have spekuleret i at lade sig afvise, men ifølge CBS-direktøren er i hvert fald nogle af dem i ond tro.
– De har fundet et smuthul i en ellers velment proces, siger han.
Og her er så en af de reklamer, amerikanerne ikke må se til Super Bowl i år.