En ny undersøgelse foretaget af den amerikanske it-gigant Cisco viser, at trafik fra mobile enheder steg med 81 % i 2013.
Det stiller naturligvis nye krav til virksomheders websites, hvis de da ikke allerede er tilpasset til et responsive design, der sørger for, at sitet altid tilpasses enhedens skærmstørrelse. Eksplosionen i mobil trafik skaber problemer for både forbrugere og de danske virksomheder.
– For brugerne handler det om, at websitet ikke giver dem et overblik over sidens indhold på hverken tablet eller mobil. Og for virksomhederne betyder det bogstaveligt talt, at de risikerer at miste kunder, siger Morten Bruhn Højsgaard, der står i spidsen for search marketing-bureauet iProspect i Aarhus.
– En af vores større kunder lancerede tidligere på året et nyt website og webshop i responsive design, og tallene understreger vigtigheden af et tilpasset design til tablet og mobil. Konverteringerne er steget med 102,15 % på mobil, og 60,14 % på tablet, fortsætter han.
Forbrugerne er klar
Det er dog ikke bare designet, der bør tilpasses de nye internetvaner for at tilfredsstille vores søgeadfærd på mobilen.
En undersøgelse foretaget af Dansk Internet Betalings System viser, at over en million danskere sidste år har købt via en mobil enhed. Et tal, Morten Bruhn Højsgaard kun mener, vil stige eksplosivt.
– Vi ser en klar tendens til, at brugerne i langt større grad laver en konvertering på deres mobile enhed – hvad enten det drejer sig om et direkte køb eller udfyldelse af en formular. Det handler blot om at sørge for, at brugerne har de rette betingelser for at afslutte deres køb på mobilen i stedet for senere på deres computer, siger han.
I dag kommer ca. halvdelen af den samlede trafik til de danske websites fra mobile enheder. Og langt de fleste danskere forlader ikke hjemmet uden deres smartphone.
– Vi har i længere tid kunnet se en udvikling i trafik fra mobile enheder. Det skyldes, at en stor del af research-processen før et køb udføres på smartphonen eller tabletten. Det er let og tilgængeligt, da mobilen eller tabletten ofte er lige ved hånden. Og nu hvor sommeren og ferien er over os, er det mobilen vi har med os i haven, i parken eller på stranden, siger Morten Bruhn Højsgaard.
– Med et responsive eller mobiltilpasset design giver du dine brugerne den mest optimale platform at færdes på. Om du skal vælge det ene eller andet design, afhænger af hvilke actions du ønsker, dine brugere skal foretage sig, slutter han.