BBDO, Young & Rubicam, DDB, Bates og Enterprise Brandhouse er de fem bureauer, som er kommet i betragtning til at varetage et nyt budget, der skal styres fra Wonderful Copenhagen.
Salgs- og marketingchef Ole Andersen vil ikke komme nærmere ind på, hvad projektet omhandler – udover at det bliver Nordeuropas største turist-projekt. Det nye bureau, projektet og hvem der samlet står bag vil blive præsenteret på et pressemøde d. 13. juni.
De fem bureauer er udvalgt efter en prækvalifikation i henhold til EUs licitations-regler, hvor ialt 26 bureauer meldte ind. De har fået et konkret projekt, som de skal komme med et oplæg på, men Ole Andersen understreger, at det er valgt ud fra, at det ikke skal blive for omkostningstungt for bureauerne at udarbejde oplæget.
– Det er nok at præstere et stykke tankearbejde, siger Ole Andersen.
Der har været mumlerier i branchen om, at Wonderful Copenhagen har opstillet en række urimelige betingelser. F.eks. betaler man ikke bureauerne for at deltage. Men Ole Andersen melder hus forbi.
– Nogle af bureauerne har stillet nogle spørgsmål, og har erklæret sig tilfredse med svarene. Jeg mener ikke, man kan sidestille dette med en konkurrence. Vores motiv er ikke at lade bureauerne kæmpe mod hinanden. Vi har ikke ønsket denne proces, som er ressourcekrævende. Men vi har så tilrettelagt den på en måde, hvor vilkårene efter vores opfattelse er rimelige, siger Ole Andersen.
Det bureau, der får opgaven, får betaling for arbejdet med oplægget, mens det bliver et forhandlings-spørgsmål, hvis nogen af de andre bureauer skulle have fundet på en ide, som Wonderful Copenhagen gerne vil bruge. fin