For lidt over en uge siden fik Børsens Nyhedsmagasin og Økonomisk Ugebrev dødsstemplet af den svenske mediekoncern Bonnier. Medarbejdernes tro på deres arbejdsplads har nu så godt som sikret, at begge magasiner overlever. Økonomisk Ugebrev er allerede sikker på at fortsætte efter 1. august. Tre medarbejdere er blevet enige med Bonnier om at overtage og drive det videre i uændret form. Det noget større Børsens Nyhedsmagasin har fået over tyve tilbud om opkøb, hvoraf fem er mere konkrete og interessante tilbud fra interesserede investorer.
– Vi har fire konkrete tilbud og et femte med nogle forbehold. De forbehold forventer jeg er væk på mandag, så vi på tirsdag er klar til at vælge det tilbud, vi finder mest interessant og som lægger vægt på vækst og udviklingsmuligheder for både magasinet og medarbejdere, siger chefredaktør Mikael R. Lindholm, der oplyser, at der er foretaget en prioritering af de fem tilbud. Han lægger vægt på, at der skal komme en løsning i næste uge.
– Den skal gennemføres hurtigt af hensyn til alle parter både læsere, medarbejdere og annoncører. Vi har den første juni i næste uge og så udskriver Bonnier en fyreseddel til alle medarbejdere, hvis der ikke er fundet en løsning, siger han.
Der har de sidste dage verseret rygter om, at Berlingske Tidende skulle være en af de mulige købere til bladet, men det vil chefredaktøren ikke kommentere.
– Der er forfærdeligt mange rygter i disse dage. Vores købere repræsenterer både medievirksomheder, analyseinstitutter og private investorer. Andet ønsker jeg ikke at sige, siger han.
I forbindelse med overtagelsen vil der ifølge Mikael R. Lindholm ikke blive ændret på omkostningerne i forhold til den journalistiske profil. Alt andet end navnet ”Børsen” flytter med over i det nye selskab. Bladet har ellers ry for at betale sine medarbejdere nogle af branchens højeste lønninger, og en ny investor kunne derfor se en ide i at øge overskudsgraden.
– Alle vores medarbejdere er ansat på konkurrencemæssige vilkår. Vi har et højere lønniveau end andre, men ikke højere i forhold til produktet, siger Mikael R. Lindholm.
jür