I år vil vi i snit bruge 12650 kroner per husstand på sommerferien, hvilket er lidt mere, end vi spenderede sidste år.

Det viser en analyse, som Nordea står bag. Og forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen siger, at hun mener, at vi ramte bunden på feriebudgettet sidste år, og at vi nu begynder at bruge flere penge.

– Vi har set, at budgettet er faldet år for år. Men nu ser det ud, som om vi har vænnet os til det nye normale – nemlig forbrug i skyggen af krisen. Og vi har sat “helle” omkring sommerferien, siger Ann Lehmann Erichsen.

Og ferien kommer ikke bag på os. Faktisk sparer syv ud af 10 op til ferien. Sidste år var tallet 64 procent.

– I hverdagen vil vi hellere skrabe leverpostejbakken en ekstra gang for at spare op. Til gengæld har vi reserveret penge til ferien. Vi kan sagtens få pengene op af lommen, når det drejer sig om ferien, siger Nordeas forbrugerøkonom.

Ann Lehmann Erichsen understreger, at vi gerne vil betale for køb af rejser og oplevelser. Samlet skruer danskerne en lille smule op for ferieforbruget i år – to procent – i forhold til sidste år.

– Vi ved, at køb af oplevelser giver mere lykke på bundlinjen end køb af en sofa. Og det er, fordi ferie er en social oplevelse sammen med andre, uanset om man rejser alene eller sammen med andre, siger hun.

/ritzau/