Der vil blive rig mulighed for at få slukket andet end film-tørsten, når den nye internationale spillefilmfestival CPH:PIX til april sætter København på den anden ende med over 170 film.
Det er nemlig lykkedes festivalen at få tilknyttet Nescafé og Jameson Whiskey som hovedsponsorer for festivalen.
Ud over at begge hovedsponsorer har doneret et større kontantbeløb til filmfestivalen, betyder samarbejdet, at CPH:PIX op til og under filmfestivalen vil udskænke gratis kaffe fra en London-dobbeltdækkerbus, der vil turnere mellem Rådhuspladsen, Kgs. Nytorv, Vesterbro Torv, Christianshavns Torv og en række andre centrale pladser i København.
– Vi synes, det er en kreativ og sjov måde at skabe opmærksomhed på. Og folk kan bruge tilbuddet på mange måder; snuppe en hurtig kop kaffe og et filmprogram på vej til arbejde, eller hygge sig på caféstolene, under en parasol og se festival-tv på de fladskærme, vi planlægger at installere på bussen, siger marketingchef Per Hedegaard, CPH:PIX.
– Det er vigtigt for os, at vores sponsorer er aktive under festivalen og kan være med til at højne oplevelsen for publikum, og derfor er vi meget glade for samarbejdet med både Jameson Whiskey og Nescafé, tilføjer han.
Oplagt match
Også Nescafé er begejstret for samarbejdet med Københavns nye filmfestival:
– Der er et oplagt match mellem film og Nescafé. Begge dele er sociale aktiviteter, man deler med andre mennesker. Mange Nescafé-drikkere er desuden unge københavnere, der lever et udadvendt liv med film, kultur og kunst. Og det er netop de mennesker, festivalen henvender sig til, siger Lars Smidt, salgsdirektør i Nestlé.
Samarbejdet med Jameson Whiskey rykker CPH:PIX til gengæld med indenfor i biograf-mørket, hvor whiskey-producenten før og efter en række filmforevisninger samt til en stribe fester og events vil servere gratis drinks med rund hånd.
– De folk, der kommer på filmfestivaler, er primært yngre folk, der har stor appetit på livet og nye oplevelser. Det passer perfekt sammen med de mennesker, vi gerne vil nå med Jameson Irish Whiskey. Derudover har vi en lang tradition for at støtte film og filmfestivaler verden over, så det var helt oplagt at blive hovedsponsor for CPH:PIX, siger Christian Hørlyck, marketingchef for Pernod Ricard Denmark.
CPH:PIX, der er en del af Copenhagen Film Festivals, som også producerer dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX og børnefilmfestivalen Buster, løber af stablen den 16.-26. april. Det samlede festivalprogram offentliggøres den 26. marts.