Når regnskabet efter årets Roskilde Festival gøres op, ser det ud til at blive med et overskud, der er mere end dobbelt så stort som sidste år, hvor festivalen endte med at tjene 6,6 mio. kr. Det skriver flere medier i dag.

Festivalens adm. direktør, Henrik Rasmussen, siger til Ritzau, at han forventer et overskud i år på mellem 15 og 20 mio. kr. Det endelige resultat er dog endnu ikke helt sikkert, da man ikke kender de endelige tal for omsætning i boderne og udgifter til oprydning.

– Det er vigtigt for os at tjene penge, det har jeg aldrig lagt skjul på. Jo flere penge, vi tjener, jo mere kan vi give til almennyttige formål. Man kan ikke have et arrangement som vores, der hvert år kommer ud med et nul, siger han til Ritzau.

Den forventede resultatfremgang skyldes til dels, at festivalen i år har solgt 5.000 flere partout-billetter end sidste år, men også, at man har foretaget interne ændringer, som har gjort, at omkostningerne har været lavere trods et højere antal gæster.

Søndag gjorde festivalledelsen status over billetsalget, og sammenlagt nåede man op på 102.000 gæster, hvilket er rekord.

Den sidste af de 80.000 partout-billetter blev solgt 15. juni, og derudover er der afsat 22.000 endagsbilletter.

Ud over de 102.000 betalende gæster har 31.000 frivillige været med til at få arrangementet til at blive en succes.

/ritzau/Børsen