Opera
tion Julegaveregn, der samler penge ind til julegaver til børn på danske børnehjem og døgninstitutioner, har midt i slutspurten af årets indsamling modtaget en donation fra Roskilde Festival.
Og donationen – 3-400 æsker med Lego – vækker stor glæde hos komitéen bag indsamlingen, som ellers normalt ikke tager imod fysiske gaver, men kun penge.
– Vi har slet ikke penge eller kapacitet til at distribuere en masse gaver, men det her kunne vi ikke sige nej til. Vi er utroligt glade for initiativet, som kommer til at gøre en masse børn glade, siger en af Operation Julegaveregns initiativtagere David E. Bastian-Møller.
For at få uddelt Lego-æskerne har organisationen allieret sig med en tidligere beboer fra institutionen Godhavn, der sammen med en af stedets ansatte vil distribuere pakkerne ud til børnehjem på Sjælland.
Sidste år indsamlede og uddelte Operation Julegaveregn 217.000 kroner, så en donation svarende til mere end kr. 100.000 er en meget stor donation for det private velgørenhedsinitiativ.
– Det er den største enkeltdonation vi nogensinde har modtaget og den kommer til at udgøre cirka 30 procent af årets indsamling. Med donationen vil mere end 800 af de 2.200 børn der er anbragt på børnehjem modtage en gave via Julegaveregn. Det er vi meget stolte af, siger David E. Bastian-Møller.
Fattig eller ej?
For Roskilde Festival handler det om at gøre en forskel – og aktuelt om at blande sig i debatten om levevilkårene for de svageste i Danmark.
– Folketingets politikere anstrenger sig igen og igen for at afspore debatten om, hvem der er fattig, eller om der overhovedet findes fattige i Danmark. Det er vi nødt til at reagere på, og derfor donerer Roskilde Festival en del af sit overskud til foreninger og ildsjæle, der virkelig gør en forskel for andre og minder os alle om, at ingen bør være fattige i Danmark, siger Steen Jørgensen, formand for bestyrelsen i Foreningen Roskilde Festival.
Foreningen Roskilde Festival uddeler penge til humanitært, kulturelt og almennyttigt arbejde og har siden 70’erne uddelt over 150 millioner kroner til blandt andre Støt Krigens Ofre i Irak, Læger uden Grænser, Amnesty International, Red Barnet og WWF Verdensnaturfonden.
Operation Julegaveregn er et privat projekt, der arbejder på at indsamle penge til at give anbragte børn større julegaver end dem, de får fra staten. Anbragte børn under 14 år får julegaver for en værdi af 206 kroner af det offentlige.
Mere om Operation Julegaveregn på
www.julegaveregn.dk eller på
www.facebook.com/julegaveregn .