Godt og vel 250.000 danskere indløste biografbillet til “I Kina spiser de hunde” for tre år siden, og filmen blev også en rigtig stor succes på videomarkedet. Siden da er actionfilm med en ungdommelig cocktail af vold og humor kommet endnu mere på mode. Ikke mindst via Søren Pilmarks lige højre til Sofie Gråbøls kæbe i “Blinkende lygter”, som mere end 400.000 danskere så i biografen.

Derfor er forventningerne til “Gamle mænd i nye biler” store hos Sandrew Metronome. Lasse Spang Olsens nye film er lavet ud fra devisen: Vi tager de velkendte hovedpersoner, og lader dem opleve et nyt og endnu vildere eventyr.

Således er Kim Bodnia igen Harald, Tomas Villum Jensen og Nikolaj Lie Kaas er de to flegmatiske kokke. Måske husker man replikken “Jamen, vi er jo bare kokke”, der bliver stadig mere desperat i tonen, efterhånden som den lille bande forbrydere får stadig større opgaver.

Filmholdet i eksotisk kulisse

På en film som “Gamle mænd i nye biler”, er markedsføringsbudgettet typisk på godt og vel ‚n million kroner. En pæn sum penge, som Sandrew Metronome valgte at gøre et solidt indhug i allerede i Cannes – to måneder før premieren på filmen, der ligger midt i sommerferien – nemlig 12. juli.

Det kostede filmdistributørerne lidt mere end 100.000 kroner at sende instruktøren, manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen og de tre skuespillere til Cannes i tre dage. Men det var pengene værd, da filmen efterfølgende har fået omtale i næsten alle landets aviser.

– Når der ikke er danske film i konkurrence i Cannes, så er det jo oplagt at hive nogle filmfolk og skuespillere med til Cannes. Især når vi har allerede kendte og sjove figurer at vise frem. Beslutningen om at tage derned er først truffet her i løbet af de sidste uger, og når der er tale om flybilletter bestilt i sidste øjeblik og så videre, så er det ikke nogen billig operation, siger Lykke Hilfling Lehman, Sandrew Metronome, hvor hun er såkaldt skandinavisk filmkoordinator.

Markedsføring har fanget hende midt i mylderet i Cannes, hvor filmfolk løber spidsrod imellem hinanden for at købe film, sælge film og skrive om film.

– Vi ville godt have hele holdet afsted, for der ville mangle noget uden kokkene, uden Kim Bodnia eller instruktøren. Lige netop dette produkt præsenteres bedst, når alle er samlet. En flok uhøjtidelige danske skuespillere kan også give en fin modvægt til nogle af de andre typiske festivalfilm og det traditionelle festivalgejl.

Pressen mødte op

Tre tv-kanaler, DR 1, TV 2 og TvDanmark var i Cannes, ligesom Politiken, Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, BT, Information og Den Liberale Presse var i byen med journalister og fotografer. Næsten alle kiggede da også forbi på pressedagen.

– Hvis en dansk avis vælger arrangementet fra, så bliver vi selvfølgelig skuffede, men omvendt så er vi oppe imod for eksempel et særarrangement, hvor der vises 20 minutter af Martin Scorseses nye film, og aviserne kan jo ret beset skrive noget om “Gamle mænd i nye biler”, når de kommer hjem. Det siger vi jo ikke nej til. Vi synes bare, at det de får hernede er ret unikt. Hvis vejret er godt, så er der gode billedmuligheder og på en strand får man nu engang serveret meget af den spontanitet og glæde som også er i filmen, siger Lykke Hilfling Lehman, og fortsætter:

– De forskellige journalister kan gå rundt og få ti minutter/et kvarter hver med de medvirkende som de vil snakke med og dermed få deres egen vinkel med hjem. Det vil være et afbræk fra de mange internationale rundbordsinterviews, som journalisterne får med de udenlandske stjerner hernede.

Øje for tidlige historier

“Gamle mænd i nye biler” er et lidt utraditionelt produkt i dansk filmsammenhæng, fordi der er tale om en to’er, hvilket er forholdsvis sjældent.

– På den led har vi jo allerede en platform at stå på, fordi mange folk ved hvad filmen er for noget. Det påvirker pr-strategien og al kampagnematerialet, der oser af at folk allerede i stor udstrækning ved, hvad de skal i biografen og se. Derfor holdt vi allerede ret tidligt øje med pr-muligheder. Efterhånden er det jo helt normalt at have journalister på filmsettet, og vi serverer også gerne meget målrettede historier til bestemte medier. For eksempel var Ekstra Bladet med til at caste tvillingerne i den nye film om “Min søsters børn”. Vil den ene avis ikke have historien, så vil den anden måske. Vi har en kontinuerlig dialog med filmjournalisterne, siger Lykke Hilfling Lehman.

Hun arrangerer også tit forpremierer og presseture rundt omkring i landet, eventuelt krydret med autografseancer. Men det redskab har også sine grænser. I takt med at der produceres flere film herhjemme, og at flere tager rundt i landet, så er lokaljournalistrne ved at være mætte af stjerneinterviews. Hvis de har snakket med Jens Okking i ‚n uge, så er Tomas Villum Jensen måske ikke spændende nok ugen efter.

Zentropa sælger også

Når det gælder de helt store penge, handler det om Zentropas film. “Dancer in the Dark” har omsat for mere end 100 mio. dollar, som den danske filmkoncern selv tjener i omegnen af 60 mio. kr. af.

Lone Scherfigs “Italiensk for begyndere” er i gang med at gøre von Triers film kunststykket efter, og den har som dogmefilm har for vane kun kostet 8,5 mio. kr. at producere. Med en indtjening på 100 mio. dollar – altså 850 mio. kr. – omsætter den for 100 kr. for hver investeret krone.ð

– En filmfestival er vigtig, for “Italiensk for begyndere” var ikke til at sælge, da vi viste den i Danmark før sidste års festival i Berlin. Da den blev modtaget godt dernede, stod de internationale filmkøbmænd til gengæld i kø bagefter, konkluderer Annakarin Str”m, adm., direktør i Trust Film Sales, der sælger Zentropas film i udlandet.

“Italiensk for begyndere” er for eksempel set af 900.000 i Tyskland og går pænt i næsten alle “territorier”, som det hedder i fagjargonen.