Produktionsselskabet STV Production har indgået en flerårig aftale om at producere to af landets store musikfestivaler, Tinderbox i Odense og NorthSide i Aarhus.

Og nu udbygges samarbejdet, idet har STV indgået en flerårig aftale med arrangørerne bag Tinderbox og Northside, der betyder, at STV fremover skal stå for tv-produktionen af begge festivaler.

Dermed sætter STV sig tungt på den del branchen, der beskæftiger sig med produktionen af koncerter og musikfestivaler – og glæden hos STV bliver ikke mindre af, at aftalen samtidig inkluderer produktionen af to store koncerter med det danske band Lukas Graham i sommerperioden 2016.

Produktionschef på STV, Jens Villebro, siger:

– Vi er stolte af at kunne kalde os samarbejdspartnere med de dygtige mennesker, der står bag to af Danmarks største etablerede musikfestivaler. At producere Tinderbox sidste år var en utrolig god oplevelse, og vi synes, at der er skabt et rigtig godt fundament for det fremtidige samarbejde. Det bliver første gang, at vi skal producere NorthSide, og vi glæder os meget til at være med, når det går løs i Aarhus til sommer.

STV har i forvejen solid erfaring med den tekniske produktion af musikfestivaler, koncerter og liveshows, idet man i en lang årrække stod bag tv-produktionen af Roskilde Festival. Dertil kommer, at selskabet i fem år har produceret MTV’s danske del af musikprisen EMA.

Blandt de mange navne på de to festivaler kan nævnes Jason Derulo, David Guetta, Rammstein, Volbeat og Suede (Tinderbox) og Anthony & The Johnsons, Sam Smith, The Minds of 99, Years & Years og Sivas (Northside)

STV Production, der holder til i København, står i øvrigt bag en lang række kendte, danske TV-programmer og TV-koncepter – heriblandt Sporløs, Felix og Vagabonden og Krejlerkongen samt liveshows som Danmarks Indsamling og Hjælp NU.