”Made in Øresund” markedsføringsprisen, der for første gang i år er blevet uddelt ved en event i Malmø, gik til Skandinaviens største shoppingcenter, Field’s, i skarp konkurrence med Øresundsbroen og DFDS Seaways.
Markedsføringsprisen er et samarbejde mellem Öresund Network, Marknadsföreningen i Malmö og Dansk Marketing Forum, og prisen vil blive uddelt årligt på skift i henholdsvis Malmø og København. Prisen gives til en virksomhed, der i sin markedsføring har taget udgangspunkt i Øresundsregionen og anvender de merværdier, som regionen indeholder og dermed har forstærket sin position regionalt, nationalt eller internationalt.
I motivationen for at vælge Field’s understreges det bl.a., at centret har fungeret som et integrationslokomotiv for hele Øresundsregionen både før og efter åbningen den 9. marts. Øresundsregionens internationale tanke om en førende svensk/dansk region inden for bl.a. kultur, uddannelse og erhvervsliv afspejles desuden i Field’s internationale markedsførings-approach. Det er netop blandingssproget, blandingskulturen og den dansk-/svensk-globale måde at være menneske og forbruger på, som har haft afgørende betydning for at give det rigtige udtryk af at være en international virksomhed i Øresundsregionen.