En betydelig del af fodbold-fansene er sikkert kede af, at Sepp Blatter blev genvalgt til FIFA præsident.

Og nogle af de bekymrede aficionados tænker formentlig, at sponsormidlerne risikerer at svinde ind i de kommende år.

Det er der ingen grund til, mener Seán Meehan, der er marketing og Change Management professor ved IMD business school i Lausanne i Schweiz.

– Der er ingen tvivl om, at FIFA-krisen vil få folk til at kræve, at sponsorerne trækker støtten til FIFA tilbage, og at FIFA-brandet derfor mister værdi, men det kommer ikke til at ske, siger Sean Meehan.

– Stormen vil tværtimod styrke FIFA-brandet, og VM-slutrunden bliver endnu mere værd. Det er den enkle logik, og det ved vi, fordi det samme skete under IOC-krisen, og De Olympiske Lege kom styrket ud af kritikken.

Kærlighed til bolden vinder

Sean Meehan henviser til krisen, der begyndte, da IOCs session i 1998 blev afbrudt, fordi kritikere sandsynliggjorde, at Salt Lake City-sejren om at afholde vinter-OL i 2002 var købt og betalt med ulovlige midler.

Amerikanske senatorer protesterede, og sponsorer truede med at trække sig. En enkelt sponsor, John Hancock, fjernede endda de olympiske ringe fra det for-producerede pressemateriale, og forsøgte at hive andre sponsorer med.

Udrensningen, der fulgte, endte med, at sponsorerne, herunder John Hancock, fornyede sponsoraterne, og til endnu flere penge, end før krisen.

Virksomhederne indså, at fans over hele kloden værdsatte sporten mere, end de hadede korruptionen, og i den forstand endte forbrugerne med at drive sponsorerne tilbage i folden.

– Værdien af sponsorater kommer fra forbrugernes beslutninger og deres kærlighed, trofasthed og loyalitet over for sporten. Deres kærlighed har intet med administratorerne at gøre.

– Fans følger hold og enkeltindivider i deres foretrukne sport, og enhver krise af den karakter er bare med til at forstærke fans-holdningerne. Og jo mere engagerede fans er, desto bedre marketing platform er eliteidrætten.

– Derfor kan vi forvente, at enkelte sponsorer larmer lidt, truer måske med at trække investeringerne, men FIFA vil reagere med reformer, og fansene vil vende tilbage med fornyet kærlighed til fodbolden. FIFA kommer stærkere ud af krisen, end før kritikerne tog fat, slutter Sean Meehan.

Altså under forudsætning om, at FIFA reagerer positivt på anklagerne, og det forventer professoren naturligvis, at administratorerne gør. Man forgifter næppe de dejlige ben, man gnaver af på daglig basis.