Fifa ved godt, hvordan man får penge ud af en VM-slutrunde. Det gør man via sponsorer, og når et hollandsk bryggeri forsøger at nasse på Fifas 20 milliarder kroners forretning, brøler Fifa-dyret af sine lungers fulde kraft.
Bryggeriet Bavaria, der ikke er officiel sponsor ved VM i Sydafrika, har angiveligt smuglet 36 ølpiger ind til kampen mellem Danmark og Holland som led i et marketingstunt, og det har fået Fifa til at reagere voldsomt.
Både bryggeriet og to af ølpigerne bliver nu sagsøgt af fodboldens hovedorganisation.
Det sker efter at de to piger har været tilbageholdt af politiet, indtil de blev løsladt via en kaution på cirka 10.000 kroner. Derudover er deres pas blevet konfiskeret, og de skal møde i retten i morgen (tirsdag). Det skriver brandrepublic.com
Inden VM vedtog Sydafrika en række strenge anti-ambush marketing-love for at imødekomme Fifa, men fodboldorganisationen skal passe på, at den ikke kommer til at fremstå al for ond. Den mener en britisk sponsor- og reklamejurist.
– En fængselsstraf til pigerne vil medføre meget negativ omtale af Fifa. Og det kan yderlige udvides til dårlig omtale af Fifas sponsorer, afhængigt af, hvordan kortene spilles, siger Nick Johnson, der chefjurist for sponsorering og reklame hos advokatfirmaet Osborne Clarke