Superbest vil fremover ikke længere sælge industrikyllinger, som om de kommer fra en fiktiv gård ved navn ”Grønnegården”.
Supermarkedskæden har accepteret Fødevarestyrelsens afgørelse, og vil nu gennemgå deres sortiment for lignende vildledende produkter.
– Vi arbejder meget på en lang række nye produkter, og i forhold til det arbejde har vi strammet op på vores interne kriterier for, hvad vi synes er god vejledning til forbrugerne. Vi vil kigge alle vores produkter igennem for at se, om vi har noget, som kan opfattes som ikke-retvisende, siger markedsdirektør hos Superbest Jens Visholm til tjek.dk.
Han mener, at Fødevarestyrelsens afgørelse kan få betydning for en lang række produkter. Det kunne eksempelvis være Kærgården, Karen Wolff-småkager og Den Gamle Fabrik.
Det skal dog understreges, at det særligt er billedet af den fiktive Grønnegården, der har vakt Fødevarestyrelsens opmærksomhed.
Annette Arbjerg, sektionsleder i Fødevarestyrelsens fødevareafdeling i Vejle, er nemlig tilfreds med, at tegningerne nu bliver fjernet fra emballagen.
-Umiddelbart vil vi tro, at det fjerner associationerne til en gammeldags produktionsmetode, siger Annette Arbjerg.
Billederne af den falske bondegård forsvinder fra 15. november.