Reklamebudskaber opsøger vi som regel ikke selv, men eksponeres ufrivilligt for dem i bl.a. aviser, på tv, på nettet eller via store plakater ude i virkeligheden.

Men på et område er der måske ved at ske et skred i takt med at flere og flere bliver udstyret med mobile enheder, der kan vise videoindhold af ganske høj kvalitet. Det handler om film-reklamer, men altså ikke de traditionelle af slagsen, som typisk har været placeret på de bagerste sider i dagbladenes kultursektioner.

Ifølge brancheforeningen Danske Biografer så er det kun det ældre publikum, der påvirkes af dem. Anderledes ser det ud med film-reklamer (altså i vid udstrækning trailers) på smartphones og iPads. Ifølge en ny undersøgelse er de ligefrem ofte den mest afgørende faktor for, hvilken film smartphone-brugerne udvælger sig, før de indtager biografsædet og lader sig underholde foran det store lærred. Vel at mærke vigtigere end eksempelvis anmeldelser og på højde med anbefalinger fra venner og bekendte.

– Vores nye undersøgelse blandt brugerne af smartphones og iPads viser, at film-reklamer er lige så afgørende som venners anbefalinger, når brugerne skal beslutte hvilken film, de skal se i biografen, siger Martin Andersen, chef for Greystripe i Danmark.

Brancheforening er overrasket

Greystripe står bag undersøgelsen, og det er værd at bemærke, at selskabet, der er et af verdens største mobile annoncenetværk, naturligvis har en interesse i at få filmselskaber og andre annoncører til at bruge en større del af deres annoncebudget i netværket.

Undersøgelsens resultater overrasker formanden for brancheforeningen Danske Biografer, Kim Pedersen.

 – Jeg er meget overrasket over, at brugerne af smartphones’ valg af film i lige så høj grad er baseret på filmreklamer som på vennernes anbefalinger. Det er traditionelt vores erfaring, at venners anbefalinger er langt det vigtigste, når vi beslutter os for, hvilken film vi skal se, siger han.

Han mener derfor, at det måske er på tide at revidere opfattelsen på området.

– Som filmbranche er vi nødt til at forholde os til, at vanerne, særligt blandt de unge, udvikler sig enormt hurtigt. Og vi skal evne at følge med – også i forhold til annonceringen, siger Kim Pedersen.

Undersøgelsen er gennemført i USA blandt 546 brugere af smartphones og iPads, og den kan hentes her.

Eksempel fra undersøgelsen:

Hvordan afgør du, hvilken film du skal se?

Smartphone brugere: Venner (52%), film-reklamer (52%), anmeldelser (37%), skuespillerne (30%), andre (23%)

iPad brugere: Venner (55%), anmeldelser (47%), film-reklamer (44%), , skuespillerne (33%), andre (14%)