Siden begyndelsen af maj har Føtex og Bilka lejet film ud sammen med det TDC-ejede YouSee.
Når man køber en æske, får man udstedt en adgangskode ved kassen, og den kan man så anvende fra TV- eller PC-skærmen og have adgang til den valgte film i 24 timer.
– Det er top 25-filmene og premierefilmene, som folk typisk lejer men vi sælger dem bestemt stadig på DVD-skiver som fysiske film, selv om dette selvfølgelig vil falde. Vi forventer, at lejemarkedet vil vokse kraftigt, og at dette er fremtidens måde at leje videofilm på. Det er en sikker måde. I disse tider med hackersager som eksempelvis Playstation 3, har man ikke sine kreditoplysninger liggende hos nogen, hvis der findes andre muligheder, siger Jørgen Boye, indkøbschef i Dansk Supermarked, som ejer Føtex og Bilka.
I forvejen sælges der kroophold, billetter til forlystelsesparker og biografbilletter ved kasserne.
– Nu udvider vi sortimentet inden for oplevelser og gavekort med fremtidens produkt. Når man køber en god bøf og en god rødvin, kan man lige tage en film med, siger Jørgen Boye, der ikke vil opgive konkrete tal for salget, men siger, at der er godt gang i salget.