Konkurrencen på produktion af reklamefilm er i den grad blevet skærpet, og mange velkendte strukturer er ved at blive revet ned i øjeblikket, hvor stadig flere annoncører vælger at gå uden om reklamebureauet og købe direkte hos produktionsselskaberne. Eller simpelthen beslutter sig for at lave filmene selv.

Det er blot to af faktorer, der er med til at ændre det danske marked for reklamefilm, lyder det fra Claus Smed, som er kontaktchef hos Mayday Film. Ifølge ham rykker eksempelvis markedet tilsvarende inden for versioneringer og TV-pakker til indrykninger.

– Vi står i en øget konkurrence med mange aktører i forskellige film-segmenter, og vi oplever, at kunderne gerne flytter filmproduktionen til de enheder, hvor også prisen er spot-on, siger han.

Han mener, at produktionen af reklamefilm ikke længere er en “black-box” proces, og han bakkes op af Mayday films adm. direktør Rene Szczyrbak.

Køber konkurrent

For at sætte skub i udviklingen har Mayday overtaget konkurrenten Rützou & Co Produktion i Odense pr. 1. juni, så selskabet nu tæller omkring 30 medarbejdere.

Overtagelsen får ikke Claus Rützou, stifter af det nu solgte selskab, til at græde salte tårer.

– Som en del af Mayday Film får vi mulighed for at sparre med en lang række nye medarbejdere, og dét skal nok give en god synergi. Vi udvider paletten, men vores fokus er stadigvæk at tilbyde kunderne gode produkter til den helt rigtige pris, siger han.

Mayday Films output går dermed fra primært regionale kampagner til landsdækkende TV-kampagner for en støt stigende pallette af kunder.

Netop i denne tid sender Mayday Film kampagner ud for XL-Byg, Mekonomen, Wupti, L’Easy, Lidl, Spar, Lalandia, Bravo Tours, Falk Lauritsen m.fl.

Markedet for B2B kommunikation på film er også i vækst, og her har Mayday Film indenfor de sidste 12 måneder stået bag film for bl.a. Etisk Råd, Højteknologifonden, IAI Industri, Jyske Bank og Danfoss.

B2B-fim rykker

– Vi oplever, at film erstatter trykte medier og i stigende grad indgår i virksomheders interne og eksterne kommunikation, siger producer Lars Fuchs.¨

Det drejer sig bl.a. om instruktionsfilm, som afvikles på iPad’s til VVS-installatører, eller film som introducerer nye rutiner eller softwares, og som holdningsbearbejder, er også på tapetet på Mayday Film.

Mayday udspringer af TV-produktionsselskabet STV, og det er i dag et af Danmarks fem største reklame- og kommunikations-filmselskaber med adresser i Odense og København.