Underholdningsgiganten Walt Disney må sluge en nedskrivning på 190 mio. dollar, svarende til over 1 mia. danske kroner, efter at selskabets sommerfilm “The Lone Ranger”, med Johnny Depp i hovedrollen, har floppet fælt i biograferne og derfor ikke har tjent sine marketingomkostninger ind. Det skriver Financial Times.
Disney bliver dog reddet af øgede indtægter fra reklametid på netværket ESPN, som selskabet også ejer.
Det har sikret, at Disneys omsætning steg i andet kvartal fra 11,1 mia. dollar til 11,6 mia. dollar, trods tabet på “The Lone Ranger”. Indtjeningen i Disney i andet kvartal blev på 1,85 mia. dollar, hvilket var en lidt skuffende flad udvikling i forhold til samme periode sidste år, hvor indtjeningen var på 1,83 mia. dollar.
Financial Times/ritzau/