Reklamer henter som regel inspiration fra populærkulturen og ikke omvendt.

Derfor var det også en utraditionel idé, som sejrede, da Den Gamle Fabrik i 2012 bad børnebogsforfatteren Lene Kaaberbøl om at folde fortællingen fra en tv-reklame ud som børnebog.

Resultat blev ”Fortællinger om Bærfolket”, som dels blev udgivet som traditionel børnebog af forlaget Alvilda og dels blev gjort tilgængelig som app og via QR-koder på tre mio. marmeladeglas.

Kampagnen vandt tidligere på året en DIA-award for bedste aktivitet i kategorien ”Consumer Goods”, og nu er den så også blevet shortlistet til den internationale Digital Impact Award i kategorien ”Best use of digital in the food and beverages sector”.

Og hos Essencius er man naturligt nok stolte over anerkendelsen.

– Vi er ekstremt glade for dette skulderklap og tror blandt andet, det hænger sammen med, at ”Fortællinger om Bærfolket” er lidt i tråd med goodvertising-trenden om, at en marketingaktivitet sagtens kan være kommercielt fordelagtig for virksomheden og samtidigt give forbrugerne noget af særlig værdi, siger Gaute Parbo Niemann fra Essencius, der sammen med søsterbureauet Unfold står bag kampagnen. 

Med kampagnen valgte De Gamle Fabrik at bruge marmeladelåg og en god del af deres marketingbudget med det formål at give deres målgruppe nogle læseoplevelser af samme høje kvalitet som deres produkt.

– Og det gav masser af omtale, forbrugerinvolvering og i sidste ende øget salg, tilføjer Gaute Parbo Niemann.

Udover Essencius, som har været lead-bureau på kampagnen, er det &Co, der står bag den oprindelige tv-reklame om ”Bærfolket”. OMD var mediabureau, og Ogilvy håndterede kampagnen i handlen.

Til dato har mere end 100.000 danskere downloadet applikationen.

Bøgerne, der i en periode toppede de danske bestsellerlister, er for længst udsolgt, og Den Gamle Fabrik er i fuld gang med at forberede udgivelsen af en ny app og bog.

Digital Impact Awards en af Europas førende priser inden for digital kommunikation og uddeles 30. oktober i London, hvor ”Fortællinger om Bærfolket’ bl.a. er i direkte konkurrence med globale kampagner for brands som Snickers og Doritos.

Se en film om kampagnen her.