Den førende tv-kanal i USA for finansnyheder, CNBC, er blevet skydeskive for en udbredt fornemmelse blandt folk af, at de blev ført bag lyset af medierne, da den økonomiske krise var under hastig udvikling.
I stedet for at komme med klare advarsler om at vise mådehold og værne om egne investeringer fortsatte kanalens tv-værter med at juble over imponerende kurser på børsen og tilskyndede mere eller mindre direkte amerikanerne til at anbringe sparepenge i aktier, lyder kritikken.
Især tv-personligheden Jim Cramer fra CNBC står for skud. Han er tidligere bestyrer af en investeringsfond, og han har gerne fremsat bombastiske udtalelser i sit program Mad Money, der er ment som underholdning.
De skarpeste salver er kommet fra en uventet kant, nemlig fra en anden entertainer, Jon Stewart fra The Daily Show, som i Danmark kan ses på DR2. Stewart inviterede op til weekenden Cramer som gæst i sit show og stemplede ham som i bedste fald “uærlig” og ellers “kriminel” på grund af den finansielle rådgivning.
Også Suze Orman, en anden CNBC-vært, beskyldes for i sit show at nedtone signaler om krisen.
CNBC’s ledelse udtaler i en erklæring, at kanalen “viser alle sider af ethvert finansielt og økonomisk emne. Vi er stolte af vores indsats”.
/ritzau/