Statens gevinst på at holde hånden under de danske banker bliver ædt op af store udgifter til blandt andet høje lønninger, advokatregninger og it i statens selskab til opsamling af krakkede banker, Finansiel Stabilitet.
Politiken skriver, at selskabet på tre år er svulmet op til en koncern med næsten 800 medarbejdere og er netop flyttet ind i et nyt hovedkvarter på Kalvebod Brygge i København.
Den statslige bank, som det i 2010 kostede staten en milliard kroner at drive, er i dag syvendestørst blandt samtlige danske pengeinstitutter.
– Finansiel Stabilitet har fået for meget frirum og har fra starten haft en uheldig særstatus i den offentlige sektor, siger Henning Jørgensen, professor i offentlig forvaltning ved Aalborg Universitet, til Politiken.
Selv om Finansiel Stabilitet ifølge sine egne regler ikke må være lønførende, er gennemsnitslønnen på 710.000 kroner i fjor, ifølge Politiken væsentligt over lønnen i både sammenlignelige banker, i Erhvervsministeriet og i Finanstilsynet.