Danskernes oplevelse af finanskrisen er vidt forskellig. Nogle er tæt på konkurs eller må stramme livremmen ind, men endnu flere ænser slet ikke krisen, fordi lønkronerne ruller ind hver måned som vanligt. Det fremgår af en ny undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4.
Blandt knap 1750 adspurgte danskere oplyser to ud af tre, at deres økonomi er enten upåvirket eller positivt påvirket efter finanskrisen. Omvendt har mere end hver fjerde dansker oplevet sig negativt ramt af krisen.
Ifølge tidligere overvismand Torben M. Andersen, der er professor i økonomi ved Aarhus Universitet, er det typisk, at befolkningen oplever en stor krise meget forskelligt.
–Finanskrisen har skabt en todelt situation. En gruppe er ramt hårdt på grund af arbejdsløshed eller økonomiske tab som følge af krisen. Samtidig er der en stor gruppe, som enten ikke er ramt eller ligefrem har fået fordele i form af lavere rente og lavere inflation, siger han til A4.