Finanstilsynet har igen grebet dramatisk ind over for et forsikringsselskab og afsat en central nøgleperson, skriver Jyllands-Posten. I juni afsatte man direktøren i det lille forsikringsselskab Brandkassen, fordi han ikke havde den tilstrækkelige uddannelse. Senest har man afsat bestyrelsesformanden i et andet forsikringsselskab, og rækken af kontroversielle og indgribende afgørelser stopper ikke her.
– Det er et udtryk for en linje, hvor vi sætter grænsen for, hvad vi vil acceptere i selskaberne, lidt hårdere end tidligere, siger vicedirektør i Finanstilsynet Jan Parner. Finanstilsynet har siden den seneste finanskrise fået udvidet sine beføjelser til at skride ind over for direktører og bestyrelser, der ikke lever op til de særlige fit-and-proper regler. Alligevel kunne de to forsikringsselskaber have undgået offentlig opmærksomhed omkring deres sager, hvis de havde bøjet sig for Finanstilsynet tidligere. I begge tilfælde har selskaberne dog valgt at få sagen prøvet i Det Finansielle Virksomhedsråd, der har stadfæstet tilsynets indgreb og offentliggjort sin afgørelse.
Jyllands-Posten Erhverv side 3.