Fredgaard indtager landet længere og længere vest på, og åbner nu sin første butik i Kolding. I uge 38 åbner Kolding Storcenter op for sin nye fløj med 40 nye butikker, hvor også Fredgaard skal holde til med en 500 kvm. store radio/tv- og computerbutik.
– Kampen om kunderne bliver hård, både for de nye og eksisterende butikker, og dermed også for Fredgaard, der jo også er en helt ny butik i Kolding, siger projektleder Jeppe Ebstrup fra Sunrise. Derfor har vi lavet en åbningskampagne, der både spørger om hvem og hvad Fredgaard er.
HåNDMALEDE SKILTE
Kampagnen består af introannoncer, radiospots, og håndmalede plakater med temaet: “Find den nye Fredgaard butik“. Plakaterne skal fylde alle Koldings 22 Abribusskilte, og bliver spredt rundt omkring i byen.
– Ideen er selvfølgelig ikke at oplyse præcis hvor butikken ligger, men angivelser af buslinier, bykort og diverse forbrugerstatements rundt omkring i annoncerne gør, at det næppe er verdens sværeste opgave at finde frem til butikken, siger Jeppe Ebstrup. Målet er at skabe en “talk of town steming“, da folk i Kolding allerede er meget fokuserede på den store åbning af centrets nye fløj, og dermed også på åbningen af Fredgaard.
– Vi har valgt at håndmale de 22 plakater, så de fremstår lige så naive som budskabet, bemærker Jeppe Ebstrup. Og da det jo ikke er en landsdækkende kampagne, er ideen trods alt overskuelig.
TAMPEN BRæNDER
– Plakaterne vil være påmalet forskellige budskaber, f.eks. “Det er den anden vej“, “Chaufføren ved måske hvor den nye Fredgaard butik ligger“, “Tampen brænder“, o.s.v.. De enkelte Abribus budskaber vil så blive tilpasset standernes beliggenhed i forhold til Storcentret. Introannoncerne vil følge op med collager og udtalelser fra “folk på gaden“, der prøver at finde Fredgaard, m.v.
– Vi fortsætter så skattejagten på Fredgaard i butikken, hvor de første, der har fundet ind i butikken, får en t-shirt med teksten “Jeg fandt den“, siger Jeppe Ebstrup.