Salgs- og marketing manager Kim M. Soelberg Jørgensen er – som så mange andre – i en opsagt stilling, men i stedet for jobcentre, jobportaler og analoge stillingsannoncer har han kastet sig over det sociale netværkssite LinkedIn.
Her har han stiftet Danmarks største jobnetværksgruppe, ”Netværket, hvor jobsøgende og arbejdsgiverne mødes”, og han ved fra de mere end 3.500 medlemmer i gruppen, hvor vigtig det professionelle svar på Facebook, LinkedIn, er som redskab i jobjagten.
– Mange mener, at de kun skal have personlige relationer på LinkedIn, men for mig gælder det om at have flest muligt ”connections”. Jo flere, jo bedre. Jeg tænker, at hvis jeg hjælper mit netværk i dag, så hjælper de måske mig i morgen. Derfor har jeg virkelig mange personer i mit netværk, siger Kim M. Soelberg Jørgensen, som når ud til over 2.200 personer, når han laver en statusopdatering eller deler et link.
For at blive medlem af gruppen kræves det, at man er ledig eller ansat i fx rekrutteringsbureau, jobcenter eller vikarbureau, så der støbes et fundament for et fælles mødested mellem dem, som sidder med jobbene og jobsøgerne.
‐ Mange af dem, som har været med i gruppen, da de var ledige, er stadig i mit netværk. De sidder i dag i høje stillinger, så hvem ved, hvad det kan føre til, siger Kim M. Soelberg Jørgensen.
Udover at være en aktiv netværker på LinkedIn holder han foredrag om alternativ jobsøgning for bl.a. A‐kasser og jobcentre.
‐ Mit bedste råd til de ledige er hver gang: Hvorfor bruge 80 procent af tiden på jobsites, når du kan nøjes med 20‐30 procent. Hav fokus på dit netværk og LinkedIn. Her har du et CV med masser af muligheder. Og ikke mindst: Du er der, hvor headhunterne og rekrutteringsbureauerne er, og hvem ved, måske også din næste chef?, slutter Kim M. Soelberg Jørgensen.
Du kan få flere gode råd til, hvordan du får mest ud af din LinkedIn-jobsøgning
her, hvor Katrine Wochner blogger om gode tekster, kommunikation og PR med direktør og kommunikationsrådgiver Claus Johnsen.
Markedsføring bringer i næste udgave af avisen meget mere om markedsføring, LinkedIn og andre sociale medier.