Italienerne har tradition for at gøre noget stort – og derigennem kommercielt – ud af 14. februar, der er datoen for helgenen San Valentine. Da datoen i år falder på en lørdag, er der potentiale i at hive unge elskende til en udenlandsk storby. Og hvorfor så ikke vælge København.
Derfor har VisitDenmark, det tidligere Danmarks Turistråd, sammen med flere partnere smidt 338.000 kroner i en outdoor-kampagne for at promovere den danske hovedstad i Milano.
Overalt i byens metro, busser og sporvogne hænger Danmarkshjerter, der opfordrer til at tilbringe en hyggelig miniferie i København. To rød-hvide sporvogne og en bus kører også rundt som bevægelige reklamesøjler i bybilledet. Dertil kommer et særligt
mikrosite.
– Vi har valgt en kombination af online/offline, fordi disse kampagner tidligere har givet ekstremt gode resultater for vores involverede partnere. Ud over at vi rammer over 1,1 mio. mennesker dagligt med offline-delen her i Milano, mens kampagnen varer, når vi også via Expedia ud til 35 procent af det samlede italienske marked for online salg af rejser, siger VisitDenmarks markedschef i Italien, Pernille Wantzin.
Reklamebureauet Puzzle står bag kampagnen, der har en onlinedel på 45 pct.