Pas på med at ignorere smartphonen. Syv ud af 10 har én i lommen, og de bruges i stigende grad, viser en ny undersøgelse af YouGov, der har kortlagt danskernes brug af mobiltelefoner bl.a. i forhold til onlineshopping.

69 pct. af alle danskere over 16 år har en smartphone, som de kan gå online med, og tallet er helt oppe på 94 pct. blandt alle unge mellem 18-34 år. Derfor ligger der et stort potentiale for danske virksomheder på mobiltelefonen.

I undersøgelsen fremgår det, at 68 pct. af respondenterne bruger mobilen mere i dag end de gjorde for et år siden. Især i gruppen 35-49 årige. Også de midaldrende 50-64 og ældre 65+ er ved at komme med på bølgen.

Carsten Andreasen der er Nordisk Research Manager hos Google, siger:

– Mobilen er blevet en helt essentiel del af hverdagen for 7 ud af 10 danskere. Det har ændret vores måde at mødes på, finde vej på og nu også at handle på.

Men den stigende brug af mobiltelefonen til at være online stiller nye krav til virksomhedernes hjemmesider.

Forbrugernes magt

Undersøgelsen viser, at 59 pct. af alle respondenterne er ”enige” eller ”fuldstændigt enige” i, at hvis en hjemmeside ikke vises ordentligt på deres mobil, ønsker de ikke at bruge siden igen. Især de 18-34 årige er ret kontante, da hele 72 pct. af dem svarer, at de vælger at bruge en helt ny side.

– Tallene viser tydeligt forbrugernes magt. Modsat fysiske butikker så er den nærmeste onlinebutik ikke længere væk end et par klik på mobilen. Derfor er det vigtigt for danske virksomheder at tage tallene seriøst.

– En mobilside skal leve op til forbrugernes krav, ellers søger de et andet sted hen. Vi har for sjov taget FDIH’s liste over de 10 største webbutikker og kørt dem igennem PageSpeed Insights for at måle deres performance på mobilen. Her viser resultatet tydeligt, at danske virksomheder ville kunne optimere deres forretning ved meget få justeringer af deres mobile landing-pages, fortæller Carsten Andersen.

Se resultaterne af PageSpeed Insights-målingen og læs hele artiklen i Markedsføring nr. 7, der udkommer i denne uge.