Først lyder det som et fly, der lander. Men tre sekunder senere kører fotografen om hjørnet på sit skateboard. Og det vel at mærke i hans studie på anden sal i det indre København.
Han har sin kalender under armen – den kalender, der fornylig vandt en pris i en fotokonkurrence udskrevet af det amerikanske fotomagasin PDN. Blandt de i alt 25.000 deltagere løb Bjørn Wennerwald nemlig med sejren i kategorien Corporate Industrial, og det betyder, at han sammen med en række andre fotografer er blevet udvalgt til, som det hedder i konkurrencebeskrivelsen, “at sætte fotostandarden i årene der kommer“. Juryens begrundelse for prisen var, at hans sort/hvid billeder havde såvel et enkelt og fortællende udtryk som et godt budskab.
KUN I MøRKEKAMMER
– I dag kan man ikke længere imponere ved at computermanipulere sine billeder. Først i 90erne blev der mildt sagt ikke sparet på effekterne, men nu bruger man i stigende grad computeren mere modent. Mere afdæmpet. Og personligt mener jeg da også, at det naturlige fotografi vinder frem – at det simple budskab og Fine Art præger tidens fotografi, forklarer Wennerwald, der i forbindelse med sin kalender har ladet sig inspirere af USAs vestkyst. Budskabet i de tolv billeder er det samme: Uanset hvor man kigger hen så er der mennesker overalt.
– Hvis man går langt ind i en skov i Sverige, så står der pludselig nogle menneskesatte sten, og på et øde hav dukker der et skib op i det fjerne, siger han og tilføjer, at han undervejs ikke har arbejdet på computer – kun i mørkekammer.
– Jo mere moderne det hele blir omkring os, desto mere vigtigt er det at holde fast i sit håndværk. Selvfølgelig er computeren en forbedring, men den kan altså ikke gøre et halvdårligt billede bedre, understreger han og henter så det kamera, der var med til at gøre kalenderen til en vinder. Bjørn stiller en sort “harmonika“-kasse på bordet, der umiddelbart minder mest om de kameraer, man ser i stumfilm fra 20erne.
– Speed Graphic er en gammel sag fra 40erne. Det tar lidt tid at sætte op, men til gengæld giver det billederne en helt anden dybde-skarphed – og så er det også meget hyggeligere at fotografere på den måde, smiler han.
VERDEN SET MED éT øJE
Efter mange år i den benhårde og kommercielle reklameverden er Bjørn Wennerwald nemlig så småt begyndt at falde til ro.
– Når du arbejder meget har du tendens til at koble din jordforbindelse væk. Men arbejdet med den her kalender har virkelig været jordbundent – og jeg var nærmest helt deprimeret, da det var slut. For med tiden er jeg blevet mere interesseret i fotografiet som sådan. Jeg har fået overskud til at tænke på det, jeg skal leve af. Jeg er blevet bedre til at sige fra og til at skabe en dialog med mine kunder, fortæller han og henfører især til sit samarbejde med Royal Scandinavia, som nu har stået på i 15 år. I det sidste halvandet år har han for eksempel lagt linien i Holmegaards kataloger.
– Her får jeg virkelig lov at boltre mig. Jeg lægger linien, og først bagefter kommer bureauet ind i billedet. Altså lidt den omvendte verden. Og det mener jeg kan være en fordel i nogen sammenhænge, fordi det på den måde i højere grad er fotografiet, der bestemmer stilen. Lidt sat på spidsen kan man sige, at en ADer ser verden med to øjne, og at jeg kun ser den med ét, griner han og mener, at resultatet dermed får et stærkere fokus.
Indtil videre har hans måde at arbejde på – og især kalenderen – kastet endnu en mulig kunde af sig: Den visuelle linie for CEO Gasses i New Jersey. Virksomheden laver luftarter som for eksempel nitrogen, der især bliver brugt i madindustrien. Så i denne uge flyver Bjørn Wennerwald altså igen en tur over Atlanten.