Med omtrent et år på bagen, er det begyndt at gå stærkt for Magic People Voodoo People.

Kunderne er blevet flere og større – en af dem er B&O Play –  og nu begynder efterårets lanceringer også at kaste internationale priser af sig.

Således modtager bureauet i dag den anerkendte Favourite Website Award (FWA) for sitet www.beoplay.com/h8, det seneste i en række produktsites, som bureauet har udarbejdet for B&O PLAY.

Det forrige projekt for samme kunde – www.beoplay.com/H2 – blev for blot en uge siden hædret med en Site of the Day ved Awwwards.

Og det bringer naturligvis glæde i kælderen i Fredericiagade, hvor bureauet holder til:

– FWA er en platform, som har vist sit værd gennem mange år, og for os, der arbejder med det digitale, er det et vigtigt og meget kærkomment skulderklap. Det er vores første af slagsen i den nye konstellation, og det giver naturligvis blod på tanden, siger kreativ direktør, Søren Smidt.

Han suppleres af strategisk direktør, Asbjørn Poulsen:

– Vi har ingen marketingmotor som sådan, så sites som FWA og Awwwards giver os gyldne muligheder for at få vores navn og i særdeleshed vores tilgang til det digitale udbredt, også udover Danmarks grænser. Og så skal vi huske, at H8 sitet kun har det niveau det har, fordi vi har kunne lave det i samarbejde med I Like to Play og The Woerks, der virkeligt har pustet noget magi i produktionen.

Med priserne begynder de to Magic People Voodoo People-herrer at bide ”storebror” i haserne. ”Storebror” er i denne sammenhæng det digitale bureau Hello Monday, hvorfra både Asbjørn Poulsen og Søren Smidt kommer.

Hello Monday er et af de mest vindende FWA-vindende danske bureauer og er endda optaget i sitets Hall of Fame. En god håndfuld af Hello Mondays FWA-priser er i øvrigt også givet for B&O Play-arbejde.

Se FWA-kåringen her.