Det er ikke kun nostalgi, når Tuborg Squash fra næste uge genopliver de gamle reklamer med Finn Nørbygaard og Jacob Haugaard i rollerne som købmand og kunde – efter 13 års fravær fra skærmen.

– Filmene er blevet testet af forbrugerne: 90 procent af de adspurgte svarede, at reklamen er sjov – og hele 80 procent ville blive glade for et gensyn på tv. Og sidst, men ikke mindst, opfattede 98 procent, at det var en Tuborg Squash reklame, de lige havde set, fortæller brand manager Christina Földes.

Og at det lykkedes de to komikere Finn Nørbygaard og Jacob Haugaard at skabe en nærmest ubrydelig forbindelse mellem sig selv og den gule sodavand, kunne man se et helt konkret eksempel på for fire år siden.

Margarine-reklame solgte Squash
Dengang sendte et andet brand – Becel-margarine – i samarbejde med reklamebureauet Halbye Kaag nemlig Finn & Jacob på skærmen i de samme roller, som de havde for Tuborg Squash i sin tid – købmanden og kunden.

Og målinger hos Carlsberg viste, at når Becel-filmen med Finn og Jacob tonede frem på skærmen, så steg communication awareness for Tuborg Squash faktisk med 2,2 procent.

Det lyder måske ikke af voldsomt meget, men det svarer faktisk til, at Tuborg Squash skulle have hevet mindst 200.000 gode, danske reklamekroner op af lommen for at opnå samme effekt.

Det var reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners, der udviklede Finn og Jacob-universet tilbage i 1980’erne, og faktisk var det kreativ direktør Henrik Juuls allerførste tv-reklame.

Da han fik opgaven i sin tid, mindede det ham om sin barndom, hvor han hvert år til jul fik Tuborg Squash hos sin mormor i Esbjerg, fortæller han.

– Der var ingen i Esbjerg, der kunne udtale Squash, det hed bare ”Skvas”, så idéen stammer fra dengang, siger han.

Alt for lange film til 2014

I dag udvikler han stadig Tuborgs reklamekampagner, men Finn & Jacob er stadig noget særligt.

– Det var jo dengang, der var tid til at fortælle en historie – det var ikke så udspekuleret, og det handlede ikke bare om at sælge noget, lyder det fra Henrik Juul, som tilføjer: ”Det er jo fortidens guld – ren nostalgi. De film må aldrig ødelægges.”

De fleste af Finn & Jacob-reklamerne varer omkring et minut. Det er mere end dobbelt så længe som en gennemsnitlig tv-reklame.

Fra næste uge kan danskerne i øvrigt på TV 2’s hjemmeside stemme på, hvilken af Finn & Jacob reklamerne der er deres favorit. Og værsgo: Her er et af reklameklenodierne.