Kære SAS, så kan I godt vågne op til dåd, for nu rykker jeres finske konkurrent virkelig på de alternative kundetilbud!
Luftfartselskabets bonuspoint-system giver nemlig nu mulighed for at bruge de optjente point på at få større bryster hos Finlands mest berømte plastikkirurg Rolf Nordström. Det skriver resume.se.
Hvorvidt nye bryster er en god bonuspræmie eller ej, vil Finnair ikke tage stilling til:
– Folk skal selv kunne vælge, om de vil opereres for deres bonuspoint eller ej. Det er ikke noget, jeg skal dømme om, siger Mikko Tuomainen, der er ansvarlig for Finnairs bonussystem, til resume.se.
Tilbuddet har eksisteret i en uges tid, og da der kræves omkring 3,2 millioner bonuspoint for at kunne vælge brystoperationen, skal man da også være en Frequent Flyer af dimensioner, før man har optjent point nok til en
brystoperation.
Mikko Tuomainen lægger vægt på, at der jo også er mange andre præmiemuligheder i programmet, som cykler, rejser, weekendophold og biler, og at plastikoperationer dermed blot er en af mange valgmuligheder.
Og har man ikke så mange point, kan man jo også vælge en
weekend-overnatning på Hotel Scandic i Hvidovre. Det koster kun 20.000 bonuspoint…